milde marmor! jeg troede, det var fredag, den 9. november, der var årsdagen for mit sammenbrud. og så var det i søndags, den 4.
her har jeg gået og vendt og drejet mulighederne for at markere dagen.
skulle jeg tage mig et lille, bedrøvet dyk i mindernes udbrændte voldgrav? genbesøge smerten. angsten. uvisheden. afkræftelsen. kaoset. tankemylderet. pisken. rædslen. sorgen. vreden. lammelsen. destruktionen?
eller skulle jeg fejre med pomp og pragt at jeg overlevede og overlevede godt?
jeg gjorde det sidste.
og det vil jeg gøre igen på fredag.
og i morgen, torsdag.
og i dag, onsdag.
og næste weekend.
og næste uge.
og resten af året.
og næste år.
og resten af livet.
og i dag vil jeg fejre det med at afskrift fra min notesbog.
22. maj 2012
jeg mener, jeg er langt stærkere og klogere i dag, end jeg var før mit sammenbrud. ikke at jeg var svag eller dum før.
men jeg betragtede det som min styrke, at jeg kunne overkomme og tåle mere end de fleste.
ganske vist kan jeg huske i 2004 at jeg talte med en kollega om at der altid kun var tid til at reagere - aldrig tid til at være 'proaktiv' (- endsige reflekterende). som årene gik øgedes accelerationen, i og med at jeg blev hurtigere til mine opgaver - men krav om produktion øgedes ligeledes. så proaktivitet og refleksion var stadigvæk nirvaniske.
i dag, seks en halv måned efter sammebruddet har jeg rejst mig i næsten fuld højde og er godt på vej til at kunne erklære mig restitueret - og mere til.
jeg har genfundet min egen indre kerne, mit balancepunkt, og er fast forankret heri.
herfra går mit fokus og derfor er alt muligt.
jeg erkender i dag at der er to stærke kræfter i vores senmoderne samfund.
på den ene side kravet om stadig vækst, medførende omstillingsparathed, forandring, acceleration, konkurrence, individualisering og selvledelse.
og på den anden side stræben efter balance, forankring, stilhed, refleksion, omsorg, barmhjertighed, næstekærlighed, tilgivelse og ægte teamånd.
modpoler findes i alt. alt er en del af en balance
uden nat ingen dag. uden sorg ingen glæde.
jeg stræber hver dag hele tiden efter en fundamental balance mellem de fire dimensioner, vi allesammen er sammensat af:
den mentale
den åndelige
den fysiske
den sociale og følelsesmæssige
i dag befinder jeg mig meget i den 'proaktive kvadrant'.
jeg har sat og sætter mig mål, som jeg er fokuseret på. disse mål er med til at hjælpe mig med afgrænsning og udvikling.
nu er jeg parat til at indføre en balance mellem de to stærke kræfter i det senmoderne samfund, som jeg er en del af og gerne vil være med til at præge.
tak, Regitze.
her har jeg gået og vendt og drejet mulighederne for at markere dagen.
skulle jeg tage mig et lille, bedrøvet dyk i mindernes udbrændte voldgrav? genbesøge smerten. angsten. uvisheden. afkræftelsen. kaoset. tankemylderet. pisken. rædslen. sorgen. vreden. lammelsen. destruktionen?
eller skulle jeg fejre med pomp og pragt at jeg overlevede og overlevede godt?
jeg gjorde det sidste.
og det vil jeg gøre igen på fredag.
og i morgen, torsdag.
og i dag, onsdag.
og næste weekend.
og næste uge.
og resten af året.
og næste år.
og resten af livet.
og i dag vil jeg fejre det med at afskrift fra min notesbog.
22. maj 2012
jeg mener, jeg er langt stærkere og klogere i dag, end jeg var før mit sammenbrud. ikke at jeg var svag eller dum før.
men jeg betragtede det som min styrke, at jeg kunne overkomme og tåle mere end de fleste.
ganske vist kan jeg huske i 2004 at jeg talte med en kollega om at der altid kun var tid til at reagere - aldrig tid til at være 'proaktiv' (- endsige reflekterende). som årene gik øgedes accelerationen, i og med at jeg blev hurtigere til mine opgaver - men krav om produktion øgedes ligeledes. så proaktivitet og refleksion var stadigvæk nirvaniske.
i dag, seks en halv måned efter sammebruddet har jeg rejst mig i næsten fuld højde og er godt på vej til at kunne erklære mig restitueret - og mere til.
jeg har genfundet min egen indre kerne, mit balancepunkt, og er fast forankret heri.
herfra går mit fokus og derfor er alt muligt.
jeg erkender i dag at der er to stærke kræfter i vores senmoderne samfund.
på den ene side kravet om stadig vækst, medførende omstillingsparathed, forandring, acceleration, konkurrence, individualisering og selvledelse.
og på den anden side stræben efter balance, forankring, stilhed, refleksion, omsorg, barmhjertighed, næstekærlighed, tilgivelse og ægte teamånd.
modpoler findes i alt. alt er en del af en balance
uden nat ingen dag. uden sorg ingen glæde.
jeg stræber hver dag hele tiden efter en fundamental balance mellem de fire dimensioner, vi allesammen er sammensat af:
den mentale
den åndelige
den fysiske
den sociale og følelsesmæssige
i dag befinder jeg mig meget i den 'proaktive kvadrant'.
jeg har sat og sætter mig mål, som jeg er fokuseret på. disse mål er med til at hjælpe mig med afgrænsning og udvikling.
nu er jeg parat til at indføre en balance mellem de to stærke kræfter i det senmoderne samfund, som jeg er en del af og gerne vil være med til at præge.
tak, Regitze.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.