I dag kl 16.05 er det fire år siden jeg blev ramt i baghovedet af at et baseballbat, der kom susende for fulde skrald. Det var fredag, og vi havde arbejdet hårdt hele ugen for at nå deadline, som var fredag kl 16. Kl 15.30 fik jeg at vide, at den historie, hele mit projekt var bygget op over, var blevet omstyrtet. Der var ikke længere en historie. Og først når en ny historie var vedtaget, kunne jeg bygge et nyt projekt over historiens læst.
Projektet skulle søsættes mandag morgen. Kolleger fra alle kontinenter var begyndt at komme ind med forventninger til næste uges store lanceringer.
Nå nej. Det var en anden gang.
Det skete så mange gange.
I dag kl 16.05 for fire år siden havde jeg lige fået at vide, at det projekt, jeg havde lavet, skulle laves om efter at det var lavet om, fordi det ikke skulle være, som jeg oprindeligt havde tænkt mig at det skulle være.
Nu skulle det være, som jeg først havde skitseret.
Vi taler om et stort projekt og jeg stod med den ene sko i kufferten til New York og den anden i den til Hong Kong og satans også at en weekend kun har 48 timer, hvis man stryger søvnen.
Da baseballbattet ramte, gik synet ud og hørelsen lukkede ned. Da synet kom tilbage, så jeg alting for enden af en tunnel, og da lydene kom igen, var det en høj kakafoni af forvredne stumper.
Den ydre verden bevægede sig i slow-motion. Min indre verden rasede afsted.
Hovedet skreg stille af smerte.
Det vigtigste i hele verden var, at ingen opdagede, at jeg ikke kunne se eller høre og ikke vidste, hvor jeg var.
Jeg troede, jeg havde fået en blodprop og det var så flovt.
Jeg aner ikke, hvordan jeg kom hjem.
Jeg var sygemeldt i syv måneder og kæmpede for at lære at huske igen.
Og at skrive og læse igen.
Det værste var angsten.
Natteskrigene.
Hjertegaloppen.
Hjernegnisterne.
Ind imellem kommer det igen.
Og igen.
Det havde jeg ikke lige set komme, da jeg stod op om morgenen, den 4. november 2011.
Og det var et helt tilfældigt sammentræf, at jeg havde siddet stille grædende på arbejdet i skolernes efterårsferie og F5'et HR på intranettet i håbet om, at en jeg kendte, ville møde ind.
Det var en dag, jeg havde været lidt svag i karakteristikken.
Projektet skulle søsættes mandag morgen. Kolleger fra alle kontinenter var begyndt at komme ind med forventninger til næste uges store lanceringer.
Nå nej. Det var en anden gang.
Det skete så mange gange.
I dag kl 16.05 for fire år siden havde jeg lige fået at vide, at det projekt, jeg havde lavet, skulle laves om efter at det var lavet om, fordi det ikke skulle være, som jeg oprindeligt havde tænkt mig at det skulle være.
Nu skulle det være, som jeg først havde skitseret.
Vi taler om et stort projekt og jeg stod med den ene sko i kufferten til New York og den anden i den til Hong Kong og satans også at en weekend kun har 48 timer, hvis man stryger søvnen.
Da baseballbattet ramte, gik synet ud og hørelsen lukkede ned. Da synet kom tilbage, så jeg alting for enden af en tunnel, og da lydene kom igen, var det en høj kakafoni af forvredne stumper.
Den ydre verden bevægede sig i slow-motion. Min indre verden rasede afsted.
Hovedet skreg stille af smerte.
Det vigtigste i hele verden var, at ingen opdagede, at jeg ikke kunne se eller høre og ikke vidste, hvor jeg var.
Jeg troede, jeg havde fået en blodprop og det var så flovt.
Jeg aner ikke, hvordan jeg kom hjem.
Jeg var sygemeldt i syv måneder og kæmpede for at lære at huske igen.
Og at skrive og læse igen.
Det værste var angsten.
Natteskrigene.
Hjertegaloppen.
Hjernegnisterne.
Ind imellem kommer det igen.
Og igen.
Det havde jeg ikke lige set komme, da jeg stod op om morgenen, den 4. november 2011.
Og det var et helt tilfældigt sammentræf, at jeg havde siddet stille grædende på arbejdet i skolernes efterårsferie og F5'et HR på intranettet i håbet om, at en jeg kendte, ville møde ind.
Det var en dag, jeg havde været lidt svag i karakteristikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.