fredag, den 4. november

...sank min skude i et frådende hav.

da jeg er verdens stærkeste dame, der i øvrigt aldrig lader mine nære relationer i tvivl om hvordan jeg sådan går og føler, at jeg går og har det, var det en stor overraskelse for mig at bølgerne pludseligt slog ind over rælingen med bulder og brag og stort ståhej.
og en endnu større surprise at ragnarokken udadtil manifesterede sig med en lille, sølle hvislen.
lidt damp ud af ørene, en spontan lys- og lydoverfølsomhed og en knaldenes hovedpine.
og det var det.

men jeg var ikke i tvivl.
dér gik glansen sgu på skt gertrud.

vejen hertil har været lang og har i virkeligheden nok taget en række år.
og da jeg ikke var død af presset til dato troede jeg fejlagtigt, at jeg var uovervindelig.

det er nu ti dage siden.
og jeg sidder stadigvæk og virrer med et tohovedet uhyre.

det ene hoved siger: hallo, mand! kan den den der krisefase ikke snart pisse af og afløse sig af noget mere konstruktivt?

det andet siger (nej tænker): lad mig blive her i hulen i al evighed.
amen.